av J. L. Qvisling

 

Han var født 25de december 1783 paa gaarden Hestehagen i Øiefjeld, som dengang hørte til Laardals, men nu til Raulands prestegjeld. Hans fader, Bjørn Olsen, døde, da sønnen ikke var mere end 3 aar. Moderen, som hed Birgit Tovsdatter, flyttede deretter med sine to smaa børn ned til Kviteseid, hvor Ole saaledes vokste op og siden kjendte sig hjemme. Da han blev konfirmeret, blev han, i en alder af 17 aar, af provst Windfeld sendt til Kristianssand for at uddannes til skolelærer under tilsyn af daværende biskop Peder Hansen, som var meget ivrig for skole og oplysning, men forøvrigt en af tidens værste rationalister. Vel 18 aar gammel blev han saa efter sin hjemkomst i 1802 ansat som lærer i Kviteseid og i 1808 tillige som kirkesanger. I 1825 konstitueredes han af amtmand Wedel Jarlsberg som lensmand i Nissedal under lensmand Rasmus Nilsens langvarige suspension. Mens denne sag skred frem gjennem retterise til høiesterets afgjørelse, hengik der nemlig omkring 9 aar, i hvilken tid Bjørnsen bestyrede ombudet, hvormed ogsaa var forbundet stillingen som første forligelseskommissær, der dengang paa grand af den herskende store trættekjærhed, processyge og armodsdom var et baade indbringende og tillige noksaa besværligt ombud. Han var derhos fra 1812 (anden ?) forligelseskommissær i Kviteseid. Men han naadde høiere. Han blev valgt til en af amtets tre repræsentanter paa det første ordentlige storthing i 1815 og gjenvalgtes senere, efter længere tids hvile, som repræsentant paa thingene i 1836, 1839 og 1842. Han var, som alt heraf kan forstaaes, i det hele en meget anset mand. Zetlitz’s „Sange for den norske bondestand” er tilegnet Ole Bjørnsen, der af forfatteren i dedikationen betegnes som „den agtværdigste bonde”, han kjendte. Zetlitz optog ogsaa 6 af Bjørnsens sange i sin bog. Som sin sogneprest ivrede han for „sedeligheds fremme”, men kunde dog til samme tid — og det kunde vel ogsaa Zetlitz —være med og svire dygtig i et lystigt lag, ligesom han ogsaa var en ivrig kortspiller, der paa kort baade vandt og tabte større beløb, end passeligt var for en kirkesanger. Men i det stykke var vel dengang ingen af bygdens bedste mænd bedre end han. Dog skal bemerkes, at jeg aldrig har set nævnt, at han, som tilfælde var med saa mange „honoratiores”, nogen gang har havt en større „perial” under selskabssviren.

Ole Bjørnsen døde 17de april 1845, i sit 62de aar. Han havde været gift ikke mindre end 3 gange. Først 23/6 1806 med Tone Tallevsdatter Hemmestvet, der døde paa barselseng allerede vaaren efter. Ogsaa barnet døde. Anden gang 25/3 1811 med Eigilev Aslaksdatter Kirkebø, der døde 2/6 1823, ligeledes paa barselseng. Ogsaa denne gang fulgte barnet snart efter moderen. Med hende havde han forøvrigt havt 6 børn, hvoraf et par dog var døde før moderen. Allerede et aar efter Eigilevs død, 23/6 1824, giftede han sig tredje gang med denne sin anden kones søster Targjerd. I dette sidste egteskab havde han 7 børn, altsaa i alt 14, hvoraf dog kun 8 eller vel halvten var ilive ved hans død. Af sønnerne spillede Aslak Olsen Haukom, som han kaldtes, ogsaa en politisk rolle i sin tid. Bjørnsen bodde nemlig paa gaarden søndre Haukom, som han havde kjøbt, og drev vel gaardsbruget som sin egentlige levevei. Han kjøbte først den ene halvdel af gaarden i 1813 og 9 aar derefter, i 1822, den anden halvdel. I 1839 kjøbte han ogsaa Gateholt. I aarene 1811-1813, fra begyndelsen af sit andet egteskab, bodde han paa Kviteseid prestegaard, hvor han leiede bolig af Zetlitz, som han saaledes i denne tid omgikkes

Jeg anfører nedenfor nogle af de bedste af hans rimerier, der, for en stor del i alle fald, røber sit for-billede.

 

Til Jon Opgaarden.

(Klokkertoldkrav).

 

Hvert menneske maa føde have ;

det kræver og en klokkermave,

der sandt at sige ei er glad,

naar den skal mangle — mad ;

det hver kan lettelig begribe.

For mad at se en mand i knibe

dit hjerte vist ei taale kan ;

du dertil er for snild en mand,

en mand mod alle snild og huld;

at se hver klokkermave fuld

er sikkerlig din sande glæde.

Læg derfor paa en slæde

den mig tilsagte tende byg.

Ei svag, men kjælen er min ryg,

naar den skal noget bære.

Jeg derfor maa af dig begjære,

som sagt,

mit korn paa slæde lagt

og til en sulten mave bragt.

Jeg er til tjeneste igjen,

din altid heist forbundne ven

O. B.

 

Til Gudmund Fjaagesund

(I anledning en indbydelse, som ikke kunde modtages).

 

Det meget ærfirer mig, min kone ikke mindre,

at vi paa denne tid maa lade os forhindre

fra at besøge dig ; thi syslens strænge tvang

forbyder os at komme til dig denne gang,

hvorvel jeg grant indser det meget, som jeg taber,

dit ypperlige øl, som, fast almægtigt, skaber

i sindet munterhed, i hjertet kraft og mod,

en vennesamling, som hver nydelse gjør god,

saa dette alt jeg til min ærgrelse forliser.

Hvis til en anden tid du mig den ære viser

at byde mig, jeg skal med glad og villig hu

erstatning tage for alt, hvad jeg taber nu!

O. B.

 

Der var vel ikke noget sted i Kviteseid, hvor der i denne tid holdtes saa mange vældige svirelag som hos Gudmund Fjaagesund, saa Bjørnsen kan nok med grund tale om Gudmunds ypperlige, fast almægtige øl!

 

 

 

Til Ole Blom.

(Af et langt rimbrev fra Kristiania, dat. 5/1 1816).

 

— — — Dog, kjære ven, du mig et ønske her tilgive,

et ønske, som ei skjult udi min barm kan blive:

gid du i troens sag var mere ens med mig!

Da endnu mere heit jeg maatte elske dig.

Da vilde du, min ven, de gode mænd ei laste,

der trods mod haan og spot vantroen tør antaste,

nei, hvert et sandhedsord, som flod af deres mund,

du sikkert bifald gav af ganske hjertens grund.

Dog ufortalt, enhver sig holde til sin mening,

om den forskjellig er, og hjerternes forening

den ingenlunde kan forhindre; thi du er

og stedse blive vil mit hjerte hellig kjær.

 

Man kan heraf slutte, at biskop Hansens undervisning ikke har magtet at omskabe Ole Bjørnsen til rationalist. Om Ole Blom nærede rationalistiske anskuelser, var han dog ogsaa en mand med noksaa udprægede religiøse interesser. Hans svar til dette Bjørnsens brev, kvad dette punkt angaar, skal blive anført blandt hans her meddelte vers.

 

 

Til Zetlitz.

(Nytaarshilsen 1816).

 

For mig, o Zetlitz, du ofte sang,

og fyndigen monne det lyde.

Du stemte din harpe saa mangen gang

for ene mit hjerte at fryde.

Jeg lytted saa gjerne til tonernes lyd,

saa ofte du harpen mon røre,

min sjæl, den svbmmed i salig fryd,

naar jeg dens toner mon høre.

Da mon der vaagne en lyst i min aand,

der maned og fristed mig længe,

indtil jeg voved med uvante haand

at røre de gyldene strænge.

Men tonerve mislig og skurrende lød,

det følte og selv mit øre;

men huldrig dit partiske venskab mig bød

at synge; thi du vilde høre.

Da voved jeg atter og vover det end

at tolke i sang, hvad mit hjerte

saa inderlig føler, o elskede ven !

for dig, der sandt venskab mig lærte.

Thi synger jeg alt, hvad mit hjerte ei vil

idag jeg skal skjule forborgen,

og alt, hvad den blussende venskabsild

mig minder paa nytaarsmorgen. —

 

— — —

Herefter følger forskjellige nytaarsønsker, hvorefter digtet slutter saaledes:

 

Ja, held dig, Zetlitz, alle dine dage,

dig tifold held, du bedste iblandt mænd,

i ønsket her jeg maa mig selv medtage,

held ogsaa mig, fordi jeg blev din ven.

 

I et andet digt til Zetlitz siger han:

 

Hvor meget skylder jeg ei dig,

du elsker mig saa ømmelig;

thi strømmer fra mit hjerte ud

en bøn saa varm til himlens Gud;

han signe dine fjed med held,

han styrke dig til liv og sjæl,

han efter virksom manddoms tid

din livets aften gjere blid !

 

I et tredje digt til Zetlitz heder det:

 

O hvor den lykke sjelden er,

at finde ven som du,

hvis aand og hjerte mer og mer

indtage maa min hu.

Mit venskabs evig faste baand,

selv døden ei formaar

det at opløse med sin haand,

nei, evig det bestaar.

 

Ved Zetlit z’s begravelse skrev han et langt sørgedigt, hvoraf hidsættes:

 

Tankefuld jeg staar, med sorg i sind,

taarefyldt mit eie skuer graven

der, hvor Zetlitz lagde vandringsstaven,

hvor hans stev til jord blev viet ind.

Venskab sukker ved det tunge savn,

han, som altid vakte skyldfri glæde,

hvor i vennekreds han var tilstede,

ak, han sank i gravens kolde favn!

Manden med den heie, lyse aand,

med det aabne, redelige hjerte,

som kun ædle tanker stedse nærte,

o, han segnede for dødens haand !

Skjalden, der saa tidt begeistringsfuld

herlig gjennem kraftfull sang mon tale,

saa det gjenlød heit i Norges dale,

ak, han hviler nu i sorten muld!

Taleren, religionens tolk,

han, som Jesu tro og sandhedslære

gjorde skjøn og elskelig at være,

o, han er ei mer blandt jordens folk !

Patrioten, han, hvis hele sjæl

elskede, o Norge, dig med varme,

ak, han blegnede i dødens arme.

Selv i dødens suk han ønsked varmt dit held. — —

 

— — — Med al denne berømmelse fortier han heller ikke ganske Zetlitz’s feil; han siger derom:

 

Var han dog ei fri for brest og mén,

gode Gud, hvo er den dødelige,

som med haand paa hjerte vover sige,

han for støvets pletter findes rén ?

Men de pletter, Zetlitz, som du bar

her i stevet, mægter ingensinde

at fordunkle dit det skjønne minde,

som din vandring efterladt os har. — —

 

Til slut siger han:

 

Sov da rolig, hedenfarne ven !

Graven skjuler dig for jordens plager.

Vi, som her dit savn med sorg beklager,

hist med glæde møde dig igjen.

 

Zetlitz’s sidste sygdom var baade langvarig og smertelig; han døde, som før nævnt, 14de januar 1821.

 

Til Kristian Fredrik

(i 1813).

 

Alt heve du vunni folkjes hug.

Dine ord, so vene dei klinga ;

dei vekte det gamle mot aa dug

aa gjorde «kon varme fe» bringa.

Aa leitar det paa aa me lyt deran

aa kjæmpe fe» fædrelandet,

me samlar kon om prins Kristian,

so harde som fjell vi me stande!

 

Dette digt indførtes i „Budstikken” med oversættelse til.

 

I en anden sang til Kristian Fredrik heder det :

 

Ei længer bekymring vi nære,

vi frygter ei Svealands vold ;

thi du vil beskyttende være,

vort Norriges trofaste skjold.

Vil rovgjerrig fiende rane

vort elskede fædreneland,

da freidige under din fane

vi alle vil staa som en mand.

 

Til Sverige

(skriver han 1814 i en vældig truende krigssang:)

 

Hvad er din attraa, o Svealand?

Skal Norge blive din træl?

Nei, vi skal knuse din nedrige plan

og værne om Norriges held!

Tænk ei, den gamle styrke og mod

hos nordmænd er dysset i søvn !

Nei, Norges kjæmper sig reise paa fod,

de blusse af harme og hevn.

Lad komme den lumske niddingshær,

vi møde med vaabengny!

Deres blod for kugler og dræbende sværd

skal strømme som regn af sky ! (Hu hu!)

 

Denne blodige harme vendte sig snart; thi ved Karl Johans komme til Norge i juli 1815 havde alt Bjørnsens harpe faaet en ganske anderledes blid lyd ; han synger nu:

 

O lykkelige tvillingland,

Nor, Svea, I, som trygge

og uforstyrret hvile kan

i fredens lune skygge!

— — —

— — —

O, du, som virker for vor fred,

for frihed, held og orden,

dig lønne trofast kjærlighed

hos tvende folk i Norden!

Din færd end lyser dobbelt klar;

thi hjerter du erobret har,

o prins, du har befæstet fred

hos tyende folk i Norden!

Ja, Carl Johan, fra dal til fjeld

dig møder jubeltoner,

dig himlen bød at stifte held

for Nordens millioner ;

thi strømmer fra vort hjerte ud

den bøn : Dig signe himlens Gud,

Du længe leve og til held,

til held for Nordens troner!

 

Det er merkeligt, hvilken rolle dette ord „held” og dette rim paa „fjeld” spillede i den tids poesier, selv i mindre frasede rimerier end slige som disse af Ole Bjørnsen.

M. B. Landstad, der som sogneprest i Kviteseid fra midten af trediveaarene kjendte Ole Bjørnsen godt, har karakteriseret ham saaledes som digterdilettant: „Uden fantasi og følelse var han en altfor prosaisk mand til, at hans forsøg paa dette gebet kunde lykkes ham. Han var et af disse forstandsmennesker, som vel forstaa og glæde sig ved poesi (eller „poetie”, som Ole Bjørnsen skrev), men som ikke selv kan præstere andet end kold reflektion. Dannet i Zetlitz’s nærhed og ved hans indflydelse vant til at sætte pris paa hin tids pikante rimerier, er hans forsøg ganske i den Zetlitzske maner, men uden hans aand, selskabssange, rimbreve og nytaarsønsker til hans hjertens ven Zetlitz. Dennes opmuntring maa hans poetiske arbeider for en stor del tilskrives og ingen indre trang, intet tvingende kald; thi med Zetlitz’s død ophørte ogsaa hans for-søg, der ikke videre fortjente omtale, og som han heller ikke selv ansaa for at have synderlig værd”.

Min fader, lensmand Qvisling i Fyresdal, har i sin dagbog under 2den mai 1845 i anledning Ole Bjørnsens død indført følgende, som jeg tillader mig at medtage her :

„For en fjorten dages tid siden afgik ved døden en blindt os i sandhed notabel bonde. Denne var kirkesanger i Hvidesø Ole Bjørnsen. Manden havde fra en fattig husmandssøn arbeidet sig frem til en velhavende gaardeier og besad iøvrigt mange kundskaber. Han har deltaget som repræsentant i flere storthing og udmerket sig der. Man vil vide, at hans tilsidesættelse ved sidste storthingsvalg temmelig sterkt har paaskyndet hans død, noget, jeg ingenlunde betvivler. Han blev almindelig beskyldt for egennytte; efter mit bekjendtskab til manden kan jeg ikke sige hverken mer eller mindre, end at han tog, hvad han lovligen tilkom, og den, som ikke andet gjør, kan man vel neppe betitle med egennytte. Men sagen var, at manden har i al sin færd i det offentlige liv udmerket sig ved særdeles flid og orden saavelsom med ønskværdig dygtighed, i hvad han foretog sig og blev fortroet at udføre, og dette er ofte nok til at blive et maal for misundelsens pile, det, han efter min formening virkelig blev”. Denne milde dom er saa meget mere at agte paa, som min fader af visse personlige grunde ikke kunde have meget tilovers for Bjørnsen.

Jeg vil dog heller ikke undlade at tilføie, at hans gode ven Ole Blom i sine dagbøger under 7de oktober 1832 i anledning valgmandsvalget i Kviteseid, hvorved han selv kastedes som valgmand og kun blev suppleant, mens sogneprest Castberg og Bjørnsen blev valgmænd, har bemerket, at valget fra Bjørnsens side var „udelikat”, idet han havde skrabet sammen en hel del stemmesedler fra Flaabygd til sin fordel. Er det tilfælde, at han var saa mod sin ven, saa var her den sene, men sikre Nemesis ude.