Sokneprest Landstad skulle vera godt kjent med skikkane i Telemark, men det er likevel døme på at han kunne få eit rangt bilete, slik som han skriv om første gong han hadde mes­se i Brunkeberg 2 joledag :

            «Den første gang jeg havde forrettet gudstje­neste anden juledag ved Brunkeberg kirke og kjørte hjem igjen faldt min vei som sædvanlig igjennom Gaarden Gadeholt. Som jeg nu kom kjørende stod en gammel bonde med langt haar og et ærligt oprømt ansikt midt i tunet omringet af sin familie og af folk der ferdedes fra kirken med en stor ølbolle i haanden. Han tok sin lue af, ønskede præsten en glædelig juul, spurte om jeg vilde smage paa hans jule­øl, drak mig til og rakte mig skaalen.

            Men jeg havde ved kirken havt aarsag til at være utilfreds med den uro, som en mængde fra nabosognet tilstrømmende mennesker vak­te, hos hvem virkningene af juleølet var altfor kjedelige ubehageligt„ stemt som jeg var, fore­kom det mig at jeg her indbødes til at deltage i menighedens fordervelige juledrikken og be­styrke dem deri ved mit exempel, — jeg afslog derfor skaalen, viste bonden uvenlig fra mig og fortsatte min vei.

            Bonden stod en stund — gik med krenket sinn og kom ikke mer igjen med ølskaalen.

Jeg har angret herpaa. Jeg fik siden vide at det var en gammel skikk at Gadeholt-bonden paa den maade møtte og hilsede præst og klokker naar de anden juledag droge forbi hans hus. Det var intet ondt i denne skikk, det var gjest­frihed og velvillighets ytring. Som burde være mødt med vennlighed og takknemlighed.