Reisebrev frå Vrådal i 1933 ved prest og fyrstearkivar Hans Saron Blom Svendsen, soneson til Svein Gundersen Lønnegraff (”GamleSvein”) som var klokkar og den fyrste læraren på Straumsnes skule i Vrådal.

Originalt frå Decorah-Posten, 60de aargang, som var ei norskspråkleg avis utgjeven i Decorah, Iowa, USA, prenta med gotisk skrift. Omsett av Arvid Olaus Straumsnes.

 

Breve fra Norges Bygder og Byer

26.september 1933 fra Vraadal. 

Dette blads udmerkede korrespondent fra Kviteseid, fru Gudrun Tveito, faar undskylde at jeg nu nærmer mig betænkelig hendes enemærker, idet jeg vil skrive noget fra Vraadal. Men til min undskyldning taler at jeg er en gammel veteran som korrespondent fra disse trakter. Under mit opphold i Kviteseid i 1910 skrev jeg flere brev herfra, og dette var lenge før den ærede frue grep pennen. Dernest kan jeg som etter et så langt fravær atter ser bygden igjen kanskje lægge merke til et eller annet som hun ikke tenker at skrive om. Men her vil jeg tilføye til Gudrun Tveitos ære at naar jeg har kunne følge med i hva der er foregaat i Kviteseid og Vraadal i alle disse aar, skyldes det meget de fortræffelige korrespondancer som Decorah-posten stadig har inneholdt fra henne og hennes mors haand.

Vraadal har sendt mange av sine bedste sønner  og døtre  over havet. Allerede i 1866 begynte udvandringen i større stil. Det aar reiste Tarjei Gundersen Lønnegraff med sine mange sønner over til Staterne. Han var fulgt av Magnus Lønnemoen med flere. Enkelte av de mer kjente personer i Vraadal har ogsaa vært over en tid, saaledes Olaus Strømsnæs som er postaapner og har telefonsentral i Eidstaa. Han var over nogen aar i 1890-aarene sammen med sin bror. Gunnar Staaland som endnu lever og driver maalerhandtværk, har i en aarrække boet i Kviteseid.

En anden tilbakevendt norskamerikaner er Andreas Svendsen, søn af  lærer Johan Svendsen. Han var over i 8 aar og drev som maler. I fjor kom han hjem til stor glæde og overraskelse. Man vidste ikke at han kom før han stod i døren. 

Men jeg vil fortælle om hele besøget i Vraadal. Pinsedag var vi i Vraadals kirke, hvor den vikarierende kapellan Ulrik Olsen (fra Kristiansand) forrettet. Landsmaalsliturgien og den nye landsmaalssalmebog benyttes nu i Kviteseids og Vraadals kirker. Sognepresten herr Boge preker ogsaa paa landsmaal; men Olsen benyttet riksmaal i prækenen. Anden pinsedag tog vi bil over veien til Kvitesedi gamle kirke, som for nogen tid siden er restaurert. Der er herunder kommet frem pragtfulle snirkler og forsiringer i taget i kirkens kor. Disse var før dækket af kalkpuds. Der holdes nu gudstjeneste i den gamle hovedkirke bare 2 gange i aaret. Godseier Cappelen fra Ulefos, som eier den gamle prestegaard lige ved kirken var tilstede med sin familie. Prestegaarden blev ca. 1880 solgt, og sognepresten flyttet til Moen i Sundbygden. Men den gamle  prestegaard på Eidet laa meget penere. Det er ogsaa et minderigt sted. Her levet digteren Jens Zetlitz (d.1821), salmedigteren Landstad (11834-40) og den senere biskob Folkestad (1850-59). De er næsten synd at denne vakre gaard nu skal staa ubeboet største­delen af aaret idet den kun besøges af eieren enkelte dage hver sommer.

Jeg ved fra gamle dage at prost Windfeldts og Zetlitz’s grav skal ligge lige foran kirkens kor; men nu kunde jeg ikke finde noget tegn til dem. Jeg maatte ha tag i bærer Halvard Lie som kunde fortælle mig at de to ærværdige prestemænd laa lige under kirkens tagdryp. Jeg spurgte om ikke tanken om en mindesten over disse to gamle prestemænd hadde været oppe nogengang. Jo, sa han. Man havde foreslaat det i sognestyret; men her var stemningen saadan at man nok vilde yde til et mindesmerke over prest Windfeldt som havde gjort meget godt for bygden (han døde ca. 1800), og som dertil var kjendt som en beskjeden og nøktern mand; men man vilde ikke sætte noget mindesmerke over digteren Jens Zerliz som havde skrevet digte som: ”Mit glas og sangens raske toner”, og som eftermælet sagde ikke alene sang om glasset, men som ogsaa tittede deri. Jeg for min del synes nok at man kunde tilgi ham hans synder, efterat han har ligger i graven i over 100 aar. Efter skriften skal jo ikke fædres ondskap ha følger i mere end 3 og 4 led, saaledes burde her være al grund til at slaa en streg over disse rygter som fortelles om den gamle afdøde digter.

Men la oss dra over veien igjen tilbage til Vraadal. Det er svært saa mange hoteller der er nu i Vraadal. I sentrum, Eidstaa er saa godt som hvert hus hotell om sommeren. Der er afdøde Svein Ormtveits Hotell, Upstad Hotell som drives af John Steane, urmager Nielsen har hotell o.s.v. Ja om det saa er min onkel Olaus, aabner han sit hus for logerende. Han har jo ogsaa rum nok. Nu vil han ogsaa ha kafé. Han foreviste et stort skildt, som skulde henges op  isommer: ”Vraadal Kafé, Logi”. Aslaug hustruen gruet lidt til alt det indryk som det her vilde bli, men de er jo vant til at se folk der i huset, hvor saa at sige hele Vraadal gaar ud og ind. Aslaug og Olaus havde sølvbryllup 27de juni iaar. De har havt 10 barn, hvorav 7 lever. Det er 5 gutter og 2 piger. Gunnhild og Ragna er 16 og 13 aar og gutterne Sigmund, Sverre, Arthur,  Gunnar  og Robert i alderen 20 til 4 aar. Det er riktig kjekke barn, som nok vil ta seg godt frem i verden.

Paa Kraaknes bruger Gunnar Halvorsen den søndre gaard, mens Hans Tarjesen, min fætter,  har den nordre. Han er gift med Karoline Flatland fra Vråliosen. De har to sønner i alderen 18 og 14 aar.

Hanses yngste bror Jon bor paa Holte. Han har gaardsbrug, mest nyrydning og reform (?). Dertil har han opsynet med slusene mellom øvre og nedre Vraadal. Den 3die av brødrene, Olav, er paa Krintolen, som han har kjøpt og bruger. Han er gift og har 2 mindreaarige barn. Den fjerde broder, Svein er lærer og kirkesanger i Tørdal. Af døtrene fra Kraaknes nordre er Gunnhild, som var gift med Karl Kviteseid for længe siden død. Den næste i alder, Sigrid, er gift med Johan Strand og driver Strand Hotel. De har 9 barn. Den yngste er 13 aar. Hotellet brændte for en del aar siden og der blev da opført en rigtig solid tømmerbygning hvor man kan huse 40 gjester om sommeren. Af de to andre døtrene paa Kraaknes er den ene Marie gift med Tor Sandvik paa Roholdt, de har to smaa døtre, og den anden, Signe, gift i Bø.

Gamle Maren Lønnegraff lever fremdeles, mens Halvor, hendes mann døde i vaar. Han var den bærende kraft i frikirken i Vraadal. Nu naar de gamle falder bort, gaar vel dette lille kirke­samfunn rent tilbage.

Det har altid vært et spørsmaal for mig, hvordan Frikirken i sin tid  kunde vinde inpas i en saa konservativ bygd og vinde saa mange tilhængere blant bygdens bedste bønder, nu i Vraadal.

Jeg forela dette spørsmaal baade for min far, som jo har oplevet denne tid, og for andre gamle vraadøler, og de beretter at det var en tid efter vækkelsen i 1860-70 aarene da flere af de ledende var blit vandt til at drive sine møter og kristelige arbeider paa egen haand, da mødte de denne bevægelse, som de syntes indrømmet dem mer frihed til at lede og raade i sine anliggender end de fant inden den kirkelige ramme. Kilden til det hele, eller den drivende kraft var Aslak Findreng, min fars fætter. Men der stod ogsaa en bag ham, og det var hans kone. Det er saaledes her som altid at en kvinde som har staat bak og drevet værket.

Aslak blev nemlig gift med en kvinde fra Arendal av en frikirkelig familie, Mørland. Gjennom hende blev han vundet for sagen, og da han først glødet for denne tanke at stikke seg ud og skabe en liten frimenighed af bare troende, fik han ogsaa nogen andre af de ledende med, saaledes sin far, Aadne Midtsund.

Men det skulde da vel meget til at overbevise den gamle, sindige Aadne, spurgte jeg. Hertil svarte min far: Aadne, min farbror var altid tilbøyelig til opposition, og det var netop saadanne som blev grebet, saaledes ogsa Halvor Lønnegraff, som var ikke lidet radikalt indstillet. Da disse to gamle ledere og hædersmænd gikk over og støttet bevægelsen med sine midler, fik man menigheten dannet. Dette skedde omkring 1890, og frikirken fik sit kirkelokale lige der hvor Vraadals gamle kirke stod. Men nu er der altsaa ikke mange igjen af denne lille kirkemenighet, da de gamle er uddøde, og deres barn er gaat tilbage til statskirken. Den sakaldte Norsklutherske Frikirke adskilte seg heller ikke fra statskirken verken i forkyndelse eller lærebegreb, kun i det administrasjonsmæssige. Den var stiftet af missions­præst Wettergren, som var en af vore første zulumissionærer, og som da han kom hjem fra missionsmarken ikke fant de daværende kirkelige forhold efter sit hode.

Han traadte da ud og dannet dette lille mer enkle og lægmannsmæssige kirkesamfund, som nogen aar fremover vandt en del udbredelse i enkelte byer og opover landet helt til Nord-Norge, hvor der var menigheder bl.a. i Rødøy, Bodin og Bjørnskin. Men eftersom forholdene i den norske kirke har forandret sig, idet mange lægmandsvenlige reformer er indført, er frikirke­medlemmerne gaat tilbake igjen, og bevægelsen som en gang var frisk og oppotitionel er nu rent hensygnende.

Aslak Findreng som jeg nævnte, blev prest i Frikirken og virket lenge som saadan i Kristiansand. Han var ogsaa engang Synodeformand, formand for hele retningen.  Han lever endnu over 80 aar gammel.

Min far spurgte han engang, hvorfor han som havde baade evner og midler ikke havde tænkt paa at studere. Dertil svarte han at han i sine yngre aar var helt imod kundskaber og lærdom, fordi Paulus havde sagt at kundskaben opblæser. Men i senere aar havde han angret paa dette. Nu forstod han bedre kundskabens nytte.

Hans far Adne var ogsaa meget imod at folk lærde og studerte, saaledes fik hans bror kirke­sanger Svein Gundersen et meget afvisende svar, da han engang henvendte sig til ham om et laan for sin søn som skulde paa skole: ”Veit du ikkje ka Luther seie daa? Store skular er beinaste vegen til Helvete”.

Den vækkelse i Vraadal, som jeg har omtalt var begynt i 1880-aarene ved en kone Aashild Undeberg og hendes mann Jon. Senere skjøt den kraft, da den synske kvinde Gunnhild Veamyrane fra Fyresdal kom med. Hun hadde clairvoyante evner og disse skjød frem i dagen under det religiøse høitryk. Hun kunde se skjulte ting, og dette blev den gang opfattet som direkte gudsåpenbaringer.

Vækkelsen og dens forløp er indgaaende beskrevet i min søster Sigrid Svendsens bog ”En vækkelse”, som udkom for 2 aar siden.

Under vort ophold i Vraadal var vi ogsaa en tur i øvre del af bygden og besøkte de to gjen­levende barn av Aashild og Jon Undeberg paa Homme. Halvor og Maren heder de. De er to elsksværdige, gamle mennesker, men begge er stokdøve, saa vi måtte skrive til dem paa papirlapper.

Ved samme anledning var vi ogsaa indom Flatland og hilste paa Kari, som nu residerer alene paa gaarden. Hendes far Gunnar døde i vaar over 80 aar gammel. Han havde to døtre, hvoraf Kari, som nævnt, bruger gaarden. Den andre Ingebjørg var gift med lærer Jon Fjalestad. Baade hun og manden er døde, men to voksne sønner lever efter dem. De to holdt netop paa at bygge et hus paa Homme, hvor de driver et brug.

Før jeg slutter, maa jeg ogsaa fortelle at jeg var en tur til Kviteseid og besøgte Tov og Marie Midtsund og deres to barn, Arne og Kari. Hos disse folk boede jeg i 1910 da jeg var kalds­kapelan i Kviteseid. Her paa Midtsund var alt som i gamle dage. Husene og haven var uforandret. Tov og Marie var begge lige kjække og ungdommelige som for 23 aar siden. Den enste forskjæl var at barna var blit store.

For at jeg skulde føle mig i mit gamle milljø havde de indbudt Olav Bjaland til middag. Han boede paa Midtsund den vinter jeg var der, lige før han drog med Roald Amundsen til syd­polen. Nu er han gift og driver skifabrik i Kviteseid.

Mens jeg taler om Olav Bjaalend, maa jeg fortælle hvordan det gikk for seg at jeg i 1910 begynte som korrespondent til ”Decorah-Posten”.

Som kaldskapelan havde jeg saa lite løn at det var ganske umulig at leve af den med familie. Jeg forsøkte at faa nogen kroner i ekstraindtægt ved at skrive i forskjellige norske blade. Min onkel Johan Svendsen foreslog mig at ogsaa at skrive lidt til dem i Amerika. Han havde selv sendt nogen smaa breve til blade derover og faat mange takkehilsener tilbage. Paa Bandak havde han ogsaa engang truffet en bekjent amerikaner om bord i baaden og han havde sagt: ”Hei er det lærer Johan Svendsen da maa jeg riktig faa trykke Dem i haanden og sige tak for det De har skrevet. Det er det samme hvad det er, naar det er bud fra hjembygden, sluger vi det med glæde.”

Jeg konfererte ogsaa med min onkel Olaus, som havde været i Chicago, og han foreslog at jeg budre skrive til et af bladene i Amerika. Jeg skrev da en længre korespondance om Morgedal skisportens hjemand, og om Olav Bjaaland som naa var den ypperste udøver av sporten. Jeg lod ham udtale seg om hvordan den sport var udøvet i gammel tid  og hvordan den forgikk nu. Desuden udtalte jeg at Olav netop skulde ud med Roald Amundsen til Nordpolen trodde man den gang og hva han havde fortalt meg om sit første møde med Roald Amundsen.

Denne korrespondanse var spildt møie, den gikk i bladets papirkurv, og jeg fik et langt privat­brev fra redaktøren om at min korrespondanse var lidet aktuel. For det første var det sommer i Amerika da den kom frem. Dette om skisporten passet saaledes ikke. Dessuden var det ikke saadant om skiløbning før og nu eller lignende man vilde ha. Slike artikler lagd man hurtigere og bedre selv efter udklip fra norske aviser. Det man vilde ha var saadanne ting som aviserne ikke saa, eller ikke vilde se. Nuvell  Nuvell.  Enhver avis faar jo ha det stof den selv fore­trækker; men enhver korrespondent faar ogsaa gjøre sin beregning og sende stoffet did hvor det blir vel modtat. Denne holdning af bladet forbauset mig, og den forbauser meg endnu mer, naar jeg tænker paa den i dag. Det jeg den gang sendte bladet var i virkelig­hedene den mest aktuelle og værdifulde korrespondanse jeg i hele mit liv har skrevet. Den var mest som et interview med Olav Bjaaland. Havde redaktøren ladet artikelen ligge nogen maaneder, vilde han ha kunde opveie den med guld. Inden aaret var omme, stod nemlig Olav Bjaallend paa Sydpolen og heiste det norske flag sammen med Roald Amundsen. Havde bladet havt artikkelen ved haanden, i det øieblik telegrammet om denne skiferd kom, vilde det vært det eneste blad i verden, som kunde levert et første haands interview med en af Amundsens berømte deltagere om hans syn paa ski og skisport og skiferder.

Ja jeg siger ikke mer om dette; men resultatet var at jeg sa det omtalte blad farvel og vendte meg til Decorah-Posten og her har jeg altid fundet velvillig modtagelse. Saaledes var det jeg kom til dette blad.

Ja saa faar dere leve vel alle venner og kjente derover. Daarlige tider har dere, men det har vi ogsaa. Svar mig paa en ting: Hvor er alle verdens penger blit af. Vi her paa denne side af fjorden har begynt at tro at dere har begravet dem et sted i Amerika .

Hilsen  H. Blom Svendsen